Nogle går på pension – Knud går på eventyr




Det der med at sidde på en bænk ved havet, når man bliver gammel, som Gnags synger om – det tiltaler ikke rigtig Knud Christensen fra Gentofte. Selvom han er 82 år, har han i hvert fald ikke sat sig endnu. I cirka fire måneder hver sommer er han i sit hus i Ligurien ved den italienske riviera. Huset ligger afsides oppe i bjergene.
– Tilkørselsforholdene er primitive. Det er nærmest en sti med sten og klipper, der er ryddet for træer. Og når det regner, er det mudder. Vejene i bjergene er stejle med hårnålesving, og kører man væk fra de større veje, ender man hurtigt i terræn, siger Knud Christensen.

Terrængående feriebil
Det giver behov for en høj, terrængående bil med firehjulstræk, der kan klare det hele. Valget faldt på en Jeep® Renegade Trailhawk, som han købte i foråret Danmark for fluks derefter at køre til Italien. Der står den stadig og agerer feriebil.
– Jeg skulle have en decideret terrængående bil, og jeg har en gammel forkærlighed for Jeep®. Den lever helt op til mine forventninger. Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke kan sidde fast nogle steder. Den har rigelige kræfter med sine 170 hk, og når jeg træder på speederen, sker der noget. Den er let at manøvrere – man kan næsten tage hårnålesving med én hånd. Jeg har ikke kørt med automatgear før, men det er jeg blevet forelsket i, og jeg skal ikke bekymre mig om at finde det rette gear i bjergene, siger Knud Christensen.

Hvorfor stirre ud i luften?
Nå, men sidder Knud Christensen så på en bænk i Italien? Heller ikke.
– Turen derned var på 2.000 km, og siden har jeg kørt 4.500 km dernede. Jeg har været på ture til forskellige turistmål i det nordlige og centrale Italien – bl.a. til La Spezia, Portofino og Toscana. Jeg er godt nok 82, men jeg har mine fulde førlighed, så hvorfor skulle jeg sidde og stirre ud i luften? Det bliver for kedeligt, siger han og fortsætter:
– Det er ikke museer eller kunst, jeg kører efter, men landskaber. Oplevelsen i at komme rundt tiltaler mig. Jeg griber et kort, finder et interessant navn eller sted, og så kører jeg efter det. Det er altid spændende at se landskaberne skifte og stoppe og få et måltid undervejs.

Alletiders rejsevogn
Det betyder, at han også kører en del på den italienske autostrada.
– Bilen er vældig behagelig at cruise i på motorvejen, og den er alletiders rejsevogn. Når jeg vil besøge noget bestemt inde i landet eller væk fra de store veje, møder jeg hurtigt smalle, elendige grusveje. Så er det rart med en bil, som jeg kan stole på, og som kan komme frem over alt, siger Knud Christensen.

Renegade Trailhawk er ikke Knud Christensens første Jeep®. Han har også en af de oprindelige Jeep®, som man kender fra 2. Verdenskrig. Den har dog ikke de samme egenskaber som hans Trailhawk.
– Den er et lille, brutalt køretøj. Den er decideret ubehagelig at køre i, og man skal være spændt godt fast. I terræn bliver man kastet ud af den, hvis man ikke holder godt fast i rattet, siger han.