Seks nye priser til Jeep




Jeep har – igen – taget adskillige topplaceringer, da det respekterede og populære tyske magasin OFF ROAD bad sine mange læsere kåre de bedste offroadere og SUV’ere. Feltet var bredt og velbesat med i alt 248 modeller fordelt på 13 kategorier.

Efter mere end 41.500 læsere havde stemt, kørte Jeep Renegade for sjette år i træk med prisen som den bedste kompakt-SUV foran 19 andre konkurrenter. Den blev især rost for at have det bedste firehjulstræk i sin klasse samt for dens tydelige Jeep-design.

Jeep Grand Cherokee var den bedste ikke-tyske luksus-offroader og blev nummer 2 i den samlede kategori for luksus-offroadere.
Et godt stykke forud for sin debut på det europæiske marked lykkes det desuden for den helt nye Jeep Gladiator at opnå andenpladsen i kategorien for pickups.

Prisregn over Wrangler
Med en margin på blot 0,6 procent af læsernes stemmer op til førstepladsen blev Jeep Wrangler nummer 2 i kategorien for bedste offroader. I form af den kommende plug-in-hybrid Jeep Wrangler 4xe tog den også andenpladsen i kategorien for offroadere med alternative drivmidler.

De to andenpladser kommer efter, at læserne af et andet tysk offroad-magasin, Auto Bild allrad, kårede Jeep Wrangler som den bedste offroader eller SUV mellem 35.000 og 50.000 euro. Det er første gang, at læserne har kåret Jeep Wrangler som ikke bare den bedste importerede offroader, men som den bedste i det hele taget – foran samtlige modeller fra de tyske premiummærker.