Publiceret 22.10.2026
Opdateret design, nye materialer i kabinen og flere teknologiske funktioner. Det er nogle af nyhederne, når den elektriske Jeep® Avenger vender tilbage til det danske marked den 1. november. Den kompakte SUV får blandt andet Matrix LED-forlygter og 360-graders kameravisning og tilbydes med op til 400 km rækkevidde (WLTP)
Siden introduktionen i 2023 har Jeep® Avenger markeret sig som en af mærkets vigtigste modeller i Europa. Med mere end 300.000 ordrer på verdensplan og en stærk position i det europæiske B-SUV-segment har den kompakte SUV været med til at tiltrække nye kundegrupper til Jeep® . Nu introduceres modellen i en opdateret udgave med designmæssige og teknologiske nyheder.
Jeep® -DNA i kompakt format
Jeep® Avenger er udviklet og produceret i Europa med særligt fokus på europæiske bilkøberes behov. Med en længde på godt fire meter kombinerer modellen kompakte ydre mål med de karakteristiske designelementer, der gør den genkendelig som en Jeep®.
Den opdaterede Avenger fastholder den markante front med de syv lodrette åbninger i grillen, som på Summit nu suppleres af en integreret LED-lyssignatur. Samtidig har modellen fået nye kofangere, opdaterede fælgdesigns og farverne Bamboo og Forest.
Hos Jeep® er design ikke kun et spørgsmål om udseende. De beskyttende paneler omkring karrosseriet, de tilbagetrukne forlygter og de korte overhæng er udviklet med fokus på funktionalitet og skal blandt andet reducere risikoen for skader ved mindre påkørsler.
Avenger viderefører også Jeeps tradition for at kunne håndtere forskellige køreforhold. Selec-Terrain er standard og giver føreren mulighed for at tilpasse bilens køreegenskaber til forskellige underlag og vejrforhold. Systemet suppleres af Hill Descent Control, som hjælper med at kontrollere hastigheden på stejle nedkørsler.
Opdateret kabine og nye teknologier
Foruden de udvendige designændringer byder Avenger på nye materialer i kabinen og flere teknologiske funktioner. Indvendigt sætter blødere overflader på dørpanelerne og nye designelementer på instrumentbordet deres præg på indretningen.
På teknologisiden introduceres Matrix LED-forlygter, der automatisk tilpasser lyset til trafikforholdene, samt et frontkamera, der sammen med bilens øvrige kameraer giver en digital 360-graders visning af omgivelserne. Det gør det lettere at manøvrere på trange parkeringspladser og giver bedre overblik ved kørsel på ujævnt underlag.
Infotainmentsystemet betjenes via en 10,25-tommers touchskærm med understøttelse af trådløs Apple CarPlay og Android Auto.




